Tuf og 5 millioner års geologi

Featured image    Featured image

Der, hvor Rom ligger i dag, var der for 5 millioner år siden hav. På bunden af dette hav blev der efterhånden aflejret erosionsmaterialer fra landområder med bjerge, der lå mindst 20-50 km væk. Det kalkholdige ler, også kaldet mergler, blev ført afsted med floder, der løb ud i havet. Mængden af mergel blev i årenes løb til en hel del; nemlig et cirka 800 meter tykt lag, hvis øverste del ligger omkring 900 meter under nuværende terræn. Mergellaget kaldes af geologer Marne Vaticane, og det blev aflejret for 3,4-1,8 millioner år siden.

Kystlinien blev med tiden flyttet vestover; også hjulpet på vej af teutonisk hævning, der skyldes kontaktzonen mellem den afrikanske og den europæiske kontinentalplade, hvor den afrikanske plade maser sig ind under den europæiske, der derved skubbes opefter. I parentes bemærket er denne kontaktzone også skyld i Alpernes foldning. At kystlinien flyttedes vestover betød lokalt i Rom-området, at mere grovkornede sedimenter som sand og grus blev aflejret henover mergellaget, idet lette erosionsmaterialer transporteres langt væk fra flodmundinger, mens tunge erosionsmaterialer kun transporteres kort, inden de bundfældes. Geologisk skelnes der mellem tre lag alt efter sedimenternes grovkornethed, og for omkring 880.000 år siden blev Rom-området til egentlig land, dog sumpet land med mange søer samt Tiberens forgænger; floden Paleotevere, der flød gennem området.

For omkring 600.000 år siden begyndte der atter at ske nyt, set fra en geologisk synsvinkel; nemlig dannelsen af Sabatinerbjergene nordvest for Rom. Den vulkanske aktivitet var meget voldsom og medførte, at aske blev spredt ud over området, samt at lavastrømme flød afsted. Lavastrømmene nåede stedvist frem til det nuværende Roms centrale bydele; for eksempel frem til Trastevere.

En del år senere; nemlig for omkring 560.000 år siden gentog historien sig; denne gang blot sydvest for Rom-området. I tre faser og frem til for omkring 300.000 år dannedes Albanerbjergene grundet en omfattende og voldsom vulkanske aktivitet. Tuf og lavastrømmene fra disse vulkaner nåede også frem til det nuværende Roms centrum, og mødet mellem de to vulkanske afsætninger blev netop i Rom-området og betød, at floden Paleoteveres løb blev afspærret. Et stort, sumpet området opstod derved, men efterhånden eroderede floden sig til et nyt afløb, og Tiberen fandt sit nuværende leje, hvilket hovedsagligt følger grænsefladen mellem udbrudsaflejringerne fra henholdsvis Sabatini-vulkanerne og Albani-vulkanerne.

I det ældste og absolut centrale Rom spiller de vulkanske lag fra Albanerbjergene en særlig rolle, idet tuffen kaldet Tufo Lionato er ansvarlig for Palatins og Capitols stejle skrænter. Det er en hård, rødlig eller rødgul tuf med en tykkelse på op til 10 meter, og den er fra dannelsen af Albanerbjergenes øvre del, som geologisk kaldes Tuscolano-Artemisiofasen, og som forløb for omkring 383.000 år siden. Og går man ned fra Capitol mod sydvest ad Via di Monte Tarpeo kan man se, hvordan vejen faktisk skærer sig ned gennem tuffen, der ligger fuldstændig blottet og påminder en om, at man går ovenpå blot det øverste af i alt kilometer tykke lag af geologisk stratigrafi; også selv om man er i en storby.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s