Der kommer altid en sporvogn og en pige til

 

Man får hurtigt travet langt i Rom, hvorfor en tur med en sporvogn kan være både praktisk og kan samtidig give benene et lille hvil. Og så er prisen for en billet overkommelig; nemlig 1,50 euro for en billet, der er gyldig i 100 minutter.

I øvrigt kørte den første elektriske sporvogn i Italien i Rom ad Via Flaminia mellem Piazza del Popolo og Ponte Milvio fra 1890, men fornøjelsen varede kun tre år, da man af tekniske årsager måtte gå tilbage til hestetrukne sporvogne. To år senere var de tekniske vanskeligheder overvundet, hvorefter det gik stærkt. I år 1900 var der således 11 elektriske sporvognslinier. Dertil kom 10 omnibuslinier og 4 hestetrukne sporvognslinier. Fra 1908 var alle sporvognslinier elektriske og talte hele 19 linier, der tilsammen havde en strækning på 97 km. Under første verdenskrig havde den offentlige transport store vanskeligheder, idet 90 % af personalet var indkaldt til hæren, men i løbet af 1920’erne udvikledes sporvognsnettet igen yderligere, og i slutningen af årtiet var antallet af linier oppe på over 50 og den samlede strækning var omkring 400 km. Men så gik det den anden vej igen, hvor sporvognslinier i det centrale Rom blev nedlagt til fordel for busser, og 40 km sporvognsspor forsvandt derved.

Under anden verdenskrig blev den offentlige transport atter indskrænket, da der var mangel på det meste; nemlig materiel, elektricitet og mandskab; omkring en tredjedel af personalet var indkaldt til hæren og over 800 kvinder måtte overtage deres arbejde. Fra slutningen af 1945 iværksatte man en genopbygning af transportnettet under navnet ”Azienda delle Tramvie ed Autobus del Comune di Roma; forkortet til ATAC. Mængden af linier har sidenhen varieret. I 1959 var der 23 linier, i 1962 var dette reduceret til 14 linier og i 1973 var der blot 4 linier tilbage. Men så kom oliekrisen, og nettet blev atter opgraderet.

I 1998 indviedes en ny linie; nemlig linie 8 mellem Casaletto og Largo Torre Argentina, hvorved at sporvognstrafikken atter vendte tilbage til Roms antikke centrum efter 70 års fravær. Liniens nyindkøbte sporvogne blev moderne to-vejs-vogne, hvorfor en pladskrævende vendesløjfe ikke blev nødvendig, hvilket også betød, at man i 2013 kunne forlænge ruten med 450 meter og flytte endestationen til Piazza Venezia, hvor der heller ikke er for meget plads at rutte med. Og på de øvrige linier kan man fortsat møde materiel af noget ældre dato, hvilket har sin egen charme.

 


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s