Festen i Albano; en forestilling om romersk livsglæde

 

Da Thorvaldsen i 1839 var kommet til København bragte hans tilstedeværelse nyt liv i alle kunsten genrer; således også i ballettens verden. Thorvaldsen gik ofte i teateret, og for balletmester August Bournonville blev bifald fra den berømte billedhugger meget dyrebare. Thorvaldsens geni blev tilbedt, og man kappedes om at hædre ham med fester. Den 28. oktober 1839 var turen kommet til Det kongelige Teater, og dronning Marie Sophie Frederikke havde fødselsdag. Til festforestillingen havde Bournonville skabt en ny ballet; nemlig ‘Festen i Albano’. Bournonville havde aldrig selv været i Italien, men ud fra beskrivelser af landet samt malerier havde balletmesteren dannet sig et levende begreb om livet i Roms omegn. Ifølge Bournonvilles egne erindringer blev Thorvaldsen og andre berejste kunstnere af balletten hensat til den romerske kampagne.
At illusionen af de sydlandske himmelstrøg lykkedes så godt skyldtes ikke kun Bournonvilles koreografi, men også scenografien, som teatermaleren Christian F. Christensen stod for. Christensen var netop hjemvendt fra en studierejse til Paris og Rom, og han skabte et bagtæppe med udsigt over kampagne og med Rom og Peterkirkens kuppel i baggrunden. Til forgrunden havde Christensen skabt en loggia i damesiden og et osteria i kongesiden, og komponisten Johannes F. Frölich skabte dertil festlig musik, hvorved succesen blev sikret.
I sine erindringer skrev Bournonville yderligere: “Festen i Albano er gået meget ofte og altid med deltagelse af publikums side; men den største glæde jeg har haft af balletten, var at dens momenter gentog sig for mig, da jeg halvandet år efter besøgte Rom. Jeg kom til Albano og genkendte kostumer, fester og melodier så vel, at jeg efter min rejse ikke ville have kunnet fremstille dem troere, og, da jeg på en dejlig sommeraften, i selskab med et antal kunstnere af flere nationer, drog ud af Porta Pia til en vigne, hvor vi sad omkring et bord (der var lavet af et kolossalt kapitæl) og nød en mageløs udsigt over kampagnen til Sabinerbjergene, trådte, som ved et trylleri, den ene scene af min ballet frem efter den anden; kollationen, dansen, den geskæftige vært, kuglespillet, og endelig, da det blev bælgmørk nat, en romantisk hjemmarch til sang og guitarspil med fakler og brændende blus”.
Ikke kun Bournonville var begejstret for egen præstation med ballets koreografi. Også teatermaleren Christensen havde ambitioner om anderkendelse af sin scenografi, hvorfor han anmodede Kunstakademiet om optagelse. Akademiet svar var, at man havde besluttet at overvære forestillingen, når ‘Festen i Albano’ næste gang skulle opføres. Man anmodede teateret om at lade dekorationen stå efter tæppefald, når publikum havde forladt teatersalen, i fuld belysning og scenen åben, således at professorer og medlemmer kunne tage scenografien “i Betragtning fra et forandret Standpunkt”. Scenografien overbeviste Akademirådets medlemmer, og Christensen blev enstemmigt indstillet som medlem af Akademiet, dog først et par år senere efter at flere arbejder i samme genre også var udført.
Den lille skitse er fra C.F. Christensens hånd og er bagtæppet til ‘Festen i Albano’, mens fotoet er forestillingens kulisser fotograferet i 1919.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s