Gensyn med velkendt motiv

Den 21. april 1862 skriver den blot 20-årlige bryggersøn Carl Jakobsen brev fra Rom hjem til sin mor Laura: “Vi vare forleden dag ved Laterankirken hvor den lille Klostergaard er som Rørby har malet og som hænger i Mellemcabinettet. Jeg havde af hans Billede faaet et ikke klart Begreb derom. Söilerne der synes at være store mandstykke 6 til 7 Alen höie og vel skikkede til at bære Overbygningen – dette er ikke Tilfældet.
Söilerne ere smaa og lette saa tykke som en kraftig Mandsarm og 2½ Alen höie. Bygningen kan altsaa ikke bæres af dem men hviler paa Buer i Muren der stötte sig til de större Piller.
Dette er vistnok ikke forstaaeligt for Dig og Du vil see det bedre i Baggrunden af Billedet hvor den ene Flöi af klostergangen er viist.
Hvordan det nu end er construeret saa synes den ovenoverværende Muurmasse at hvile paa disse spinkle Marmorsöiler og det Hele faaer derved et phantastisk men yderst tiltalende Udseende. Dogepaladset er stort og mægtigt og alvorligt, denne Gaard er lille, men yndig og venlig.
I Söilerne er der indlagt det nydeligste Mosaik. Rörby har malet det noget kold, da vi traadte ind skinnede Solen varmt i det indesluttede Rum og Roserne som hele Gaarden er opfyldt af stod i den fuldeste Blomstring. Figentræer og andre sydlandske Væxter ragede op over Roserne og Jordbunden var bedækket med det yppigste Græs. Det var plantet efter en Plan, men ellers voxede Alt paa egen Haand og i malerisk Uorden. Dette lille Sted er vistnok den yndigste Klostergaard i Verden og jeg tvivler om at Lindarejas Have eller Generalifes “vellystige” Verandaer ere skjönnere. Vi vare aldeles ene derinde og jeg tvivler om at vi vilde have lösrevet os fra denne lille Verden, hvis ikke et Selskab Englændere med deres Cicerone havde taget den i Besidddelse”.

Maleriet, som den unge Carl Jacobsen beskriver i sit brev, er Martinus Rørbyes første maleri fra Rom. Rørbye ankom til Rom den 22. oktober 1834, og i årets sidste måneder udførte han dette lille oliemaleri på 30 cm x 40 cm af “Klostergården i San Giovanni in Laterano i Rom”. Rørbye beholdt maleriet resten af sit liv, men efter hans død i 1848 blev maleriet solgt på kunstnerens dødsboauktion 22. februar 1849 og erhvervet herfra af brygger J.C. Jacobsen. Carl Jacobsen har således kendt maleriet fra sit barndomshjem siden 7 års alderen. Sidenhen gik maleriet i arv til J.C. Jacobsens enke Laura, dernæst til sønnen Carl og til sidst til dennes søn Helge Jacobsen, der i 1917 skænkede maleriet til Ny Carlsberg Glyptotek, hvor det kan beses den dag i dag.

Rørbyes motiv er som sagt hentet i klostergården ved Roms domkirke San Giovanni in Laterano. Denne blev påbegyndt omkring 1220, og arbejdet blev afsluttet et par årtier senere. Gården er fredfyldt og er en sand oase, hvor der er et væld af smukke cosmatiske søjler, der er udformet på alverdens måder med gyldne og farvestrålende glasstifter indlagt i marmoren samt ved indgangene vogtede løver og sfinxer.


2 thoughts on “Gensyn med velkendt motiv

  1. Hej Susanne

    Jeg hygger mig med dine beretninger fra Rom – så tak for dem!

    VH

    Tove

    Fra: Rom set igennem mine briller [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 22. maj 2016 19:06 Til: tovekoed@mail.dk Emne: [Nyt indlæg] Gensyn med velkendt motiv

    Susanne posted: ” Den 21. april 1862 skriver den blot 20-årlige bryggersøn Carl Jakobsen brev fra Rom hjem til sin mor Laura: “Vi vare forleden dag ved Laterankirken hvor den lille Klostergaard er som Rørby har malet og som hænger i Mellemcabinettet. Jeg havde af hans Bi”

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s