Thorvaldsens døbefont

 

Den 18. oktober 1826 fik Bertel Thorvaldsen meget fornemt besøg i sit store værksted i umiddelbar nærhed af Piazza Barberini i Rom. Gæsten var pave Leo 12., der kom for at besigtige arbejdets stade på forgængeren pave Pius VII’s gravmonument.

Det fornemme besøg er skildret i et maleri, udført af Ditlev Martens, der var ankommet til Rom nytårsaftensdag året forinden. Martens havde straks opsøgt Thorvaldsen, der med sædvanlig beredvillighed tog imod sin landsmand. Den unge Martens blev ganske overvældet af Thorvaldsens værksted og den rigdom af mesterværker, som han så der. Den første skitse, som Martens lavede i Rom, blev netop af værkstedet, som det stod fyldt med skulpturer. Sidenhen blev skitsen omsat til et oliemaleri og blev en skildring af netop det fornemme besøg. Maleriet, som blev færdigt i 1830, skildrer en velklædt Thorvaldsen, der fremviser statuen af Kristus for paven, og bag dem ses besøgets hovedformål; det pavelige gravmonument.

Men i forgrunden ses også en døbefont. Den har facon som et retvinklet parallelepipedum, og den er prydet med relieffer på de fire vertikale sider og er foroven forsynet med en blomsterkrans til et dåbsfad. Men hvilken døbefont der eksakt ses på maleriet, er dog usikkert, idet døbefonten findes i flere varianter.

Oprindeligt fik Thorvaldsen en bestilling på en døbefont til Brahetrolleborg kirke. Døbefonten var en gave til familien Reventlow på herregården Brahetrolleborg og var en gave fra grevindens søster. Thorvaldsens udførte de første forarbejder i ler i sommeren 1804, og fonten meldtes færdig til afsendelse i oktober 1808. Fonten ankom dog først til København i efteråret 1815, hvor den blev udstillet og beundret på Charlottenborg. Endelig i november 1817 blev døbefonten indviet i Brahetrolleborg Kirke, hvor den har været siden, så denne variant var således ikke i Rom i oktober 1826.

Til minde om sin islandske herkomst udfærdigede Thorvaldsen et let ændret eksemplar af døbefonten som en gave til Miklabæ Kirke i Island. Denne font blev antagelig påbegyndt i 1822. Men enten har Thorvaldsen ikke været tilfreds med resultatet, eller han er blevet fristet af et godt tilbud fra en køber; en engelsk jarl, og omkring 1827 solgt Thorvaldsen døbefonten til jarlen. Denne døbefont kan således meget vel have stået i værkstedet den dag, at paven kom på besøg. Efter jarlens død kom døbefonten i øvrigt på auktion, hvor der blev købt af en grosserer, der skænkede døbefonten til Helligaandskirken i København, hvor den fortsat pryder kirkerummet.

Efter salget af førnævnte font rumsterede ønsket om at hædre Island stadig, og ny version af døbefonten blev straks sat i produktion. Hvornår denne har stået færdig, kan ikke fastslås med sikkerhed. I 1833 nåede den islandske døbefont København, men først i februar 1839 nåede den Island og blev opsat, ikke som oprindelig tiltænkt i Miklabæ, men derimod i domkirken i Reykjavik. Da Martens først afsluttede sit maleri fra Thorvaldsens værksted i 1830, kan det også være denne variant af døbefonten, som er skildret på maleriet.

I 1842 forlod Thorvaldsen Rom, og hjemme i Danmark fik han mulighed for at arbejde på godset Nysø, hvor der i haven blev stillet et atelier til rådighed. En dag besøgte Thorvaldsen og baronesse Christine Stampe, Nysø den nærliggende Jungshoved kirke, hvor de begge forargedes over kirkens manglende altertavle. Dette medførte, at Thorvaldsen skænkede kirken en ny altertavle, men også en døbefont kom til. Denne er dog ikke hugget i hvidt marmor, som de øvrige døbefonte, men er i terracotta og er uden blomsterkrans.

Men andre ord kan Thorvaldsens døbefonte mødes mange steder – ikke i Rom , hvor de er fremstillet – men som maleri og gipsforlæg på Thorvaldsens museum samt i Brahetrolleborg kirke, Helligåndskirken, domkirken i Reykjavik og i Jungshoved kirke.


One thought on “Thorvaldsens døbefont

  1. Tak, Susanne. Må ind i Helligaandskirken og se døbefonten. Har ikke tidligere bemærket den. Herligt at lære fra din blog.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s