Via Francígena; en genopstået pilgrimsrute

Den historiske Via Francígena er en 1900 kilometer lang pilgrimsrute, som har sin begyndelse i engelske Canteburys katedral og har Peterskirken i Rom som sit endemål. Sammen med Santiago di Compostela og Jerusalem var Rom i middelalderen én af de tre destinationer, som enhver god og from katolsk munk eller præst burde besøge i løbet af sit liv. Derved opstod et pilgrimsrutenet gennem det middelalderlige Europa, og i dette indgik pilgrimsruten Via Fracígena. Fra England, gennem den nordøstlige del af Frankrig, gennem Schweiz og over Alperne via St. Bernard-passet gik ruten videre ned gennem Italien og til Rom. Men sidenhen gik ruten i glemmebogen.
I dag er pilgrimsruten genfundet, genetableret samt skiltet grundigt undervejs. Turistforeningerne på ruten vil gerne lokke og få nutidige vandrer til at vælge Via Francígena som et værdigt alternativ til den nordspanske Camino de Santiago. I 1994 fik Via Francígena endda status af europæisk, kulturel rejserute. Ruten er i dag kun benyttet af ganske få vandrer sammenlignet med Caminoen, og selv de sidste etaper tæt ved Rom er ikke overrendt.
Rammerne for at nærme sig Rom i langsomt tempo og fredfyldt er derfor ideelle på en rute, der snor sig gennem et bakket landskab og rummer både gammel basaltbelagt romervej, stier og grusveje. Omgivelserne på rutens sidste del er vinmarker, olivenlunde, enorme hvedemarker, marker med solsikker, hasselnøddeplantager, kiwilunde og skove samt maleriske landsbyer. På næstsidste etape når man dog frem til den ikke specielt charmerende forstad La Storza, og den sidste del af ruten går ad den antikke Via Cassia, som i dag er en af storbyens asfalterede og meget trafikerede indfaldsveje. Men så drejer ruten væk fra trafikken og fortsætter derefter fredeligt over højen Monte Mario. Pludselig virker omgivelserne igen landlige og skovagtige, mens vejen snor sig opefter og opefter. Og endelig nås bakkekammen, og det længe ventede vue over Rom folder sig herligt ud. Første glimt af den evige stad er mod Parco della Musica, men snart efter ses langt mere af byen og endemålet Peterskirken. Efter serpentinervejen ned ad Monte Marios anden side forløber Via Francígena bare lige ud direkte mod Peterskirken. Fodspor malet på fortovet og klistermærker sat på vejskiltene viser fortsat ruten frem mod målet. Og har man travet langt ad den gamle pilgrimsrute, er det stort at nå frem, at nå målet og afslutte sin vandring på Vatikanets helt centrale plads, nemlig Piazza San Pietro.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s