Michelangelo i øjenhøjde

Hen over sommeren 2017 er det på Helsingborg Stadsteater muligt at se en udstilling med affotograferingerne af Michelangelos verdensberømte fresker i Det Sixtinske Kapel i øjenhøjde.

Det Sixtinske Kapel er pavens huskapel i Vatikanet, og det blev opført i 1473-81 for pave Sixtus 4. Og deraf navnet. Det 40 meter lange, tøndehvælvede rum blev efter opførelsen udsmykket med freskoer af fremtrædende italienske malere. Først blev langvæggene udsmykket, og de tilsammen tolv scener viser Moses’ historie og Kristi liv. Freskerne blev udført i årene 1481-83 af et team af malere; blandt andet Sandro Botticelli, Pietro Peruvino, Domenico Ghirlandaio og Luca Signorelli.
Da Julius 2 var pave hidkaldte han Michelangelo (1475 – 1564), fordi paven ønskede at loftet også skulle udsmykkes. Michelangelo var til gengæld alene om udsmykningsopgaven, hvorfor han brugte fire år af sit liv på stilladset i 22 meters højde. På mesterlig vis udsmykkede Michelangelo i årene 1508-12 loftet, der skildrer skabelsen og de første menneskers liv. Dernæst gik der 22 år førend Michelangelo vendte tilbage til kapellet for i løbet af årene 1536-41 at skabe den monumentale Dommedagscene på altervæggen.

Introduktionen på udstillingen i Helsingborg er de 12 scener fra langvæggene, hvor man virkelig kan stå og nærstudere alle detaljerne i affotograferingerne. Formatet i kopieringen er ikke 1:1, men trods alt stort og alligevel overskueligt. Dernæst fortsætter udstillingen på selve teaterscenen, hvor fotolærrederne står tæt og viser alle loftets ydre kapper én for én, og også her er der mulighed for at nærstudere sibyller og andre religiøse figurer, som audioguiden ligeledes fortæller om. I orkestergraven ligger hele loftets centrale motiv med skabelsen, så i stedet for at kigge op som i Rom, kigger man ned og får et ganske fint indtryk af motiverne. Og over orkestergraven hænger så Dommedags-scenen, også som en helhed.

At opleve freskerne som reproduktioner trykt på lærred er selvfølgelig noget ganske andet end at opleve dem i virkeligheden, men her er motiverne omvendt meget tættere på end i virkeligheden. Der er heller ikke tusindvis af andre turister, og der er ingen opsyn, som skynder på for at få flest mulige antal turister igennem på korteste tid. Så alt i alt er udstillingen en anderledes, men absolut fin måde at opleve Michelangelos fresker på; verdenskunst i øjenhøjde.

Udstillingen slutter den 6. august.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s