Ak, så forandret ….

Engang i 1814 eller 1816 stod den unge danske maler Christoffer W. Eckersberg (1783-1853) på gadehjørnet, hvor Via Teatro di Marcello og Piazza d’Aracoeli mødes. Foran sig havde maleren sit staffeli, i hænderne pensel og farvepalet og på staffeliet var et mindre lærred fastgjort. Motivet, som Eckersberg betragtede og malede, var “Marmortrappen, som fører op til kirken Santa Maria in Aracoeli i Rom”.

Fra sit ståsted har Eckersberg iagttaget alle motivets detaljer om­hyggeligt og med stor omhu har han gengivet sollyset og skyggerne, som det tog sig ud midt på formiddagen. I maleriet har han desuden lagt vægt på perspek­tivet, og med synsvinklen fra gadehjørnet blev maleriets komposition stramt opbygget og præget af lodrette og diagonale linjer. At male udendørs og lige foran motivet var dengang både banebrydende og nytænkende. Rom var i øvrigt på den tid en yndet rejsedestination for kunstnere fra mange lande. Det internationale miljø betød ny inspiration, hvor de unge kunstnere afprøvede nye virkemidler og arbejdsformer. Og med succes for Eckersberg. Da han kom hjem igen i 1816 efter tre år i Paris og tre år i Rom blev han udnævnt til professor på Kunstakademiet – en stilling han bestred frem til sin død – og han blev den som introducerede friluftsmaleriet blandt danske kunstnere.

Trappen med de 124 marmortrin eksisterer fortsat i Rom, og kirken Santa Maria in Aracoeli, der stammer fra 1348, er der ligeledes. Og begge dele ligner heldigvis sig selv den dag i dag. Men omgivelser er så ganske forandrede. De middelalderlige bygninger, vasketøjet der er hængt til tørre samt folkelivet med bedende kvinder på knæ på vej op af trappen og mænd med bredskyggede hatte er væk. Og vandet, der blev sprøjte ud af de ægyptiske løves gab er slukket.

De middelalderlige bygninger måtte efter Eckersbergs skildring af motivet vige pladsen for det bombastiske Il Vittoriano-monument. Arealet med vasketøj er afløst af træer, buske og græsplæne, og de lokale indbyggere er i dag reduceret til en sjældenhed blandt turister i flok med smartphones og selfiestænger. Forgrundens slentrende romerinder er i dag afløst af hektisk bil- og bustrafik. Og sådan betyder godt 200 år alligevel en del forandring i den evige stad.

Maleriet er ophængt på SMK (Statens Museum for Kunst).

 


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s