Amor og Bacchus, høsten

I 1810 udfører Thorvaldsen flere skitser, hvor motivet er Amor og Bacchus, der stamper druer efter, at disse er høstet. Disse skitser munder efterfølgende ud i relieffet Amor og Bacchus, høsten, der udføres i 1810-11. Amor er personifikationen af kærligheden; ofte en vinget, purung mand eller dreng med bue og forelskelsen pile. Bacchus, søn af guden Jupiter og den jordiske kongedatter Semele, er til gengæld komediens, tragediens og ikke mindst vinens gud. Han skulle lære menneskene at fremstille vin, og hans attributter er derfor vindruer, leoparder og efeu.

To af skitserne til Amor og Bacchus, høsten, som Thorvaldsen udførte i 1810.

På relieffet fra Thorvaldsens hånd er et stort kar fyldt med høstede drueklaser, og i disse stamper den vingede Amor druerne sammen med Bacchus, der om hovedet har en krans af efeu og druer. En dreng hælder flere druer op i karret, mens der ved karrets modsatte ende er en amfora. Langs relieffets kanter er vinstokke med drueklaser.

Kigger man på sin vej gennem Københavns gader ind ad porte, kan man i porten i Skindergade 27 se, at der i denne port hænger en kopi af netop dette relief.

Siden Københavns bombardement i 1807 havde kvarteret omkring Skindergade, Frue plads og op mod Nørreport ligget øde og ubeboet hen, men skulle selvfølgelig genopbygges. På hjørnegrunden af Klosterstræde og Skindergade opfører en murermester Thrane i 1816-17 en bygning, som er blevet betegnet som en særdeles smagfuld bygning i italiensk stil; en bygning som samtidig blev bevis på, hvad København igen kunne blive til, når lykkelige og fredelige tider ville tillade, at alle de afbrænde tomter kunne bebygges på ny. Opførelsen af bygningen skulle havde stået murermesteren i 90.000 Rigsdaler. Opsætningen af relieffet i portrummet er antageligt sket senere, måske ved en ombygning i 1844.

Relieffet af Amor og Bacchus, høsten, som er i porten i Skindergade 27

I august 1837 underskriver Thorvaldsen et testamente, hvori han skænker sin samling til sin fødeby København, og kort tid efter nedsættes en komité til oprettelsen af et Thorvaldsens Museum. Allerede året efter påtænker denne komité, at der kan opnås indtægter til museet ved, at der udføres kopier og afstøbninger af Thorvaldsens plastiske arbejder og efter at disse er forsynede med et eget stempel og mærke. Hensigten er dog ikke kun økonomisk, men også ”…. et Middel til at bringe de Thorvaldsenske Arbeider ud iblandt Folket og derved oplive Kunstsandsen” – en holdning, som Thorvaldsen selv bifalder.

Umiddelbart er der nogle udfordringer, da man ikke selv er i besiddelse af samtlige forme, men disse hindringer ryddes af vejen. I februar 1840 får museet således eneret på i ti år at tage afstøbninger efter Thorvaldsens værker og sælge dem til indtægt for museet. Det rent praktiske arbejde med at udføre og sælge kopierne overdrager man dog til gipseren Antonettis enke, Østergade 13. Allerede i april 1840 kan der udsendes en trykt prisliste over 33 relieffer samt en statue af Amor. Det var de mest populære og salgbare af Thorvaldsens arbejder man havde valgt, blandt andet Dagen og Natten, der kostede 5 Rbd. 3 Mark pr. styk, serien med de fire medaljoner visende Livets Aldre og Aarets Tider og ikke mindre end 12 relieffer med Amor-motiver. Salget går godt, og en prisliste fra august 1845 viser at mængden af kopier er steget til 3 statuer, 7 buster og hele 82 relieffer samt noget morbidt – Thorvaldsens dødsmaske.

Efter nogle år bliver man dog opmærksom på nogle uregelmæssigheder, og man frygter, at der også af gipserne sælges ustemplede kopier. Museets inspektør L. Müller konstaterer, at ”…..hverken Madamen eller hendes italienske Arbeidere kunne læse, skrive eller regne, eller giøre i det mindste ikke Brug af disse Færdigheder, hvorfor alt optegnes efter Hukommelsen, naar hendes Fuldmægtig kommer (som iøvrigt er paalidelig og giør sit Bedste for at bringe mere Orden tilveie) ….”

I oktober 1849 overdrager Müller for en 3-årig periode eneretten til at tage afstøbninger af Thorvaldsens værker og fremstille gipskopier til gipser Thomas Christian Thomsen mod en årlig afgift på 100 Rbd og på den betingelse, at han selv driver værksted og udsalgslokale. Thomsen overtager da 148 afstøbninger og 92 forme til at støbe i. Sidenhen forlænges kontrakten, dog med den ændring, at Thomsen skal betale museet 1/5 af salgsprisen for de afstøbninger, som han udfører i museets forme. Men i april 1858 må Müller meddele museets bestyrelse, at Thomsen ”…. ikke overholder den Contract, ifølge hvilken han er forpligtet til at sælge gode Afstøbninger af Thorvaldsens Værker …..” og at ”….. der er Grund til at forlange de ham overdrage Former tilbage.”
Men samtidig rinder museets egen eneret til værker også ud, og man beslutter sig derfor at holde auktion over de forme, som ikke er nedslidte på grund af talrige, gentagne støbninger i formene. Auktionen finder sted i museets forhal den 17. november 1858. Blandt køberne til auktionen var en hofgibser W. Orlandi, som erhvervede ikke mindre end 22 forme til relieffer.
Hvilket stukkatørfirma, der konkret har støbt gipskopien af Amor og Bacchus, høsten i Skindergade 27, fortaber sig, og ligeledes lader det sig ikke opspore hvem, der har opsat relieffet, men det betyder heller ikke så meget, hvis man blot vil se relieffet ved at kigge indenfor i porten.

I øvrigt er der i nabolaget endnu en port med Thorvaldsen-kopier, nemlig i Vestergade 16. Bygningen blev opført af murermester Lauritz Thrane i 1796-97, og de fire medaljoner er fire populære Livets Aldre og Aarets Tider.

God jagt på Thorvaldsen i København!
Og husk at holde afstand til andre!