Det nuværende Christiansborg Slot benævnes ofte som det tredje Christiansborg. Men bag det lille, uskyldige 3-tal gemmer der sig en omfattende byggeaktivitet gennem århundreder samt voldsomme og ødelæggende brande. Det første Christiansborg bliver opført under Christian VI i 1730’erne. Han er ikke tilfreds med det gamle Københavns Slot, som han lader nedrive til fordel for et pragtslot, der i overdådighed og monumentalitet kan være en enevoldskonge værdigt.
Men ak, den 26.-27. februar 1794 rammes Christian VIs barokslot, det første Christiansborg, af en brand, der raserer både hovedslottet og Slotskirken, mens Ridebaneanlægget lykkeligvis overlever branden. Arkitekten C.F. Hansen får efterfølgende til opgave at opføre det andet Christiansborg samt Slotskirken.
Den 3.-4. oktober 1884 rammes det andet Christiansborg Slot – trods brandmure, branddøre og brandhaner på alle etager – af en ødelæggende brand. Denne katastrofe bliver med utrolig indlevelse beskrevet af den unge journalist og forfatter Herman Bang. Også under denne brand lykkes det endnu en gang at redde Ridebaneanlægget, mens Slotskirken er i fare. En frisk syd-sydøstgående vind gør, at ilden flere gange får fat i Slotskirkens tag, men takket være en ihærdig indsats fra brandmandskabet; blandt andet ved at sprænge Kirkeløngangsporten lykkes det i store træk at redde Slotskirken, selvom der efterfølgende af flere omgange må udføres større istandsættelsesarbejder.
I 1992 pågår endnu et istandsættelsesarbejde, og under pinsekarnevallet er der den 6. juni kl. 23.30 et overdådigt festfyrværkeri. Tre mænd, der sejler rundt i en lille båd på kanalen, kommer dog et kvarter for sent og oplever ikke det officielle fyrværkeri, hvorfor de beslutter sig for at arrangere deres eget fyrværkeri. Fra kanalens kant ved Gl. Strand affyrer de 6-7 af bådens nødblus, og mindst to af nødraketterne flyver ind over Slotskirken og fanges af de presenninger, som delvist dækker kirkens åbne kobbertags underliggende tømmerkonstruktion. Herved antændes en ødelæggende brand, som samtidig er den tredje store brand i København i dette år (de andre brande er Proviantgården og Odd Fellow-palæet). Flammernes voldsomme greb og den enorme varme i Slotskirkens tagkonstruktionen betyder, at brandens breder sig, hulrum overtænder og på et tidspunkt under branden styrter kuplen med sit indvendige kassetteloft ned i kirkerummet.
Den næste morgen er himlen over København blå, og lyset falder pludselig ned gennem resterne af den cylinderformede tambur. Solens stråler rammer derved gesimsen med Thorvaldsens englefrise, der i store træk ser ud til at have overlevet branden. De dansende småengle virker lettede for deres normale tunge byrde alias kuplen og forsætter tilsyneladende uforstyrret deres evighedsdans rundt og rundt. Efterfølgende undersøgelser viser dog, at det står værre til end først antaget. Den bagvedliggende puds har løsnet sig, da englene har fået mangedoblet deres vægt af slukningsvandet. Desuden er al stukarbejdet oprindeligt opsat omkring jernsøm, strå og rør, hvilket let kunne tæres af slukningsvandet, da dette er hentet i kanalen og dermed er saltvand. Derfor må Thorvaldsens engle som den øvrige stukudsmykning sikres ved at lange skruer i rust- og syrefast stål, bliver skruet gennem udsmykningerne og ind i den bagvedliggende konstruktion.
I 1810’erne er mange store byggeprojekter ved at komme i gang, og det er arkitekten C. F. Hansen, som er i gang på flere fronter; Christiansborg slot, Dom- og arresthuset og Vor Frue kirke samt Slotskirken. Og C.F. Hansen ser gerne, at Thorvaldsen varetager store dele af udsmykningen til disse monumentale byggerier. Thorvaldsens kunst er således et middel til at genoprette Danmarks anseelse, forringet som den var efter Napoleonskrigene og tabet af Norge efter Wienerkongressen. Den kendte danske billedhugger er derfor længe ønsket i Købehavn, og endelig den 14. juli 1819 forlader Thorvaldsen Rom og når sin fødeby København den 3. oktober 1819. Året efter, den 11. august, forlader Thorvaldsen atter den danske hovedstad og krydser endelig Tiberen den 16. december 1820 via broen ved Ponte Molle og kommer dermed hjem til Rom.
I løbet af de 10 måneder, hvor Thorvaldsen er i København – og bebor den embedsbolig, som havde stået klar til ham siden hans udnævnelse til professor på Kunstakademiet i 1805, deltager han i en lang række fester, som er arrangeret til hans ære. Men der er selvsagt også meget arbejde, som skal ordnes.
Konkret bliver det blandt andet til englefrisen på gesimsen i Slotskirkens tambur. De nøgne, svævende englebørn hjælper hinanden med at bære en fortløbende blomsterguirlande. Oplægget til udsmykningen starter med et par skitser og efterfølgende modellerer Thorvaldsen et relief, som anvendes som forlæg for frisen. Frisen har i alt 48 englebørn, og der er tre forskellige varianter som så gentages igen og igen. Endelig pinsedag den 14. maj 1826 kan Slotskirken indvies, og denne dag er ingenlunde tilfældig valgt. På denne dato fejrer man således tusindåret for kristendommens indførelse i Danmark.
Ovenfor er de små vingede væsener omtalt som englebørn, fordi de her er i en kirkelig sammenhæng, men de kunne måske også kaldes for genier. I antikken var genierne smådrengelignende skytsånder, som kunne følge det enkelte menneske gennem hele livet. Derfor blev genier ofte anvendt på sarkofager og var de ydermere guirlandebærende, blev de kaldt for reggifestoni. De små genier blev også anvendt af de tidlige kristne som billeder på engle, mens englene i middelalderen snarere var voksne, påklædte sejrsengle. De små, nøgne drengebørn dukkede dog atter op i renæssancen.
I Thorvaldsens værker er der en kraftig overvægt af genier i forhold til engle. Både genier og engle er hos Thorvaldsen afbildet som bevingede væsener, hvor de kan være fremstillet som små buttede drengebørn eller som smukke, purunge mænd. De er aldrig fremstillet som kvinder eller piger. Er der tale om unge engle, er de altid påklædte, mens unge genier oftest er afbildet nøgne eller halvnøgne. Som smådrenge er de som oftest nøgne uanset type.
Til alterbordet i katedralen i Novara, som er beliggende vest for Milano, skabte Thorvaldsen to relieffer, begge med tre svævende, nøgne drengebørn, der bærer en blomsterguirlande. Reliefferne er kendetegnet ved, at stort set samtlige kønsorganer er dækket til, enten af blomsterguirlanderne eller grundet benenes stilling. Dette kan være en vigtig skelnen mellem engle og genier i forhold til Thorvaldsens religiøse og verdslige ikonografi. I frisen i Slotskirken er Thorvaldsen dog mere frimodig, da en af de tre varianter tydeligt viser sine kønsorganer. Det kristne englemotiv er således ikke helt så entydigt, men befinder sig i mellemrummet mellem kristen og antik ikonografi. Og dermed måske også mellem definitionen af engle og genier.
Når Slotskirken igen bliver tilgængelig, er det bestemt værd at kigge indenfor og beundre kirkerummet som helhed, mens så sandelig også Thorvaldsens frise oppe under det nye kuppelhvælv med de rekonstruerede kassetter.
Og indtil videre kan man i hvert fald kigge forbi i kirkeløngangsporten – den, som blev sprængt af brandvæsenet i oktober 1884 med det formål at redde Slotskirken mod brand. I porten sidder nemlig serien af de fire populære medaljoner: Forår/Barndom, Sommer/Ungdom, Efterår /Manddom og Vinter/Alderdom.
God jagt på Thorvaldsen i København!
Og husk at holde afstand til andre!
Kilder:
www.thorvaldsensmuseum.dk
Erik Møllers tegnestue, 2003: Christiansborg Slotskirke. En beskrivelse af Slotskirken og dens genopførelse efter branden i 1992 (fotos er affotograferinger fra denne publikation).
Flemming Frydendal, 1998: Christiansborg Slotskirke.
Bjarne Jørnæs, 2007: Billedhuggeren Bertel Thorvaldsens liv og værk.
Rom set igennem mine briller 