I maj måned i 1806 fødes i Halstenbeck i Slesvig-Holsten Hans Heinrich Baumgarten. Som ung mand lærer han landbrug, men går efterfølgende i lære som snedker. Som 22-årig rejser han til København, hvor han uddanner sig til mekaniker. Endelig har Baumgarten fundet sin rette hylde, men supplerer også sin viden om maskinbygning med studierejser til udlandet i årene 1832-39, hvor han for en tid er leder af maskinfabrikker i henholdsvis Lübeck og Berlin. Efter hjemkomsten fra sin langvarige udenlandsophold beklæder han flere stillinger som maskinmester, inden han i 1843 får kongelig bevilling og etablerer sig som selvstændig.
Efter råd fra H.C. Ørsted optager Baumgarten i 1846 den unge polytekniker Carl Chr. Burmeister (1821-98) som partner i sit firma, der har til huse på Christianshavn. Maskinbyggeriet og støberiet bliver dermed til Baumgarten & Burmeisters Maskinetablissement. Firmaet producerer både skibsmotorer såvel som maskiner til skibe. I 1861 trækker Baumgarten sig imidlertid tilbage, og den britiske maskiningeniør William Wain (1819-82) optages som kompagnon, hvorefter at firmaet skifter navn til Burmeister & Wain, der senere skulle blive verdensberømte for sine skibsmotorer.
I marts måned 1875 dør mekanikus Hans Heinrich Baumgarten i Kgs. Lyngby, og han bliver begravet på Assistens kirkegård. Hans enke Frederikke Margrethe, født Andersen overlever sin mand med 21 år og begraves samme sted. Over parret sættes en gravplade i hvidt marmor, og i denne gravplade indfældes Thorvaldsen-relieffet Natten, vel at mærke i biscuit og i reduceret størrelse som en mindre medaljon. Biscuit er hvidt, uglaseret hårdtbrændt porcelæn, som har en finkornet, marmorlignende overflade samt en svag transparens.
Biscuit bliver i sidste halvdel af 1800-tallet umådelig populært, og Thorvaldsens værker danner ofte forlæg for både figurer, buster og relieffer i reduceret størrelse. Disse genstande i biscuit bliver produceret af både Den Kgl. Porcelænsfabrik og af konkurrenten Bing og Grøndahl. Særligt de små medaljoner i biscuit går hen og bliver umådelig populære, hvor særligt relieffet med Natten ofte anvendes til udsmykning på gravsten.
Gravpladen over mekanikus Hans Heinrich Baumgarten og hans hustru er ikke længere at finde på Assistens kirkegård. Den er flyttet og kigger man indenfor i gårdrummet Strandgade 4A – stedet, hvor Baumgarten grundlagde sit firma, som sidenhen blev til Burmeister & Wain – finder man indenfor til højre gravpladen. Her har den fået sin nye placering, og her kan man således også møde Thorvaldsen. Det skal dog tilføjes, at stenhuggeren, som i sin tid har indfældet biscuit-medaljonen ikke helt har forstået, at uglen skal flyve vandret, og derfor er Natten også svævende i en lidt forkert retning.
God jagt på Thorvaldsen i København!
Og husk at holde afstand til andre!