Den 20. august 1823 døde pave Pius VII. I sit virke som pave havde han spillet en både aktiv og tragisk rolle i omvæltningerne under Napoleon. Først blev Pius VII overtalt til at indgå et konkordat med Frankrig, og så blev han tvunget til at være til stede ved Napoleons kejserkroning. Senere, da han ikke makkede ret, sendte franskmændene ham i eksil, først i Savona og derpå i Fontainebleau. Da Napoleons magt i 1814 endelig var ved at løbe ud, gav han dog Pius VII pavestolen tilbage, så alt igen kunne blive som tidligere i Rom – på godt og ondt.
Senere på året 1823 efter pavens død, i november måned, bliver Thorvaldsen bedt om at udføre et gravmæle for den afdøde Pius VII. Pavens nære ven, kardinal Ercole Consalvi deponerer et beløb på 20.000 scudi i Monte di Pieta, på én gang assistenshus og bank. Peterskirkens pavemonumenter følger gerne en fast model, hvor paven ses siddende i midten og med en allegorisk figur på hver side. Thorvaldsen er derfor ikke frit stillet og arbejder med forskellige skitser. Det endelige resultat bliver den tiarabærende pave siddende på tronen og omgivet af to allegoriske figurer; Den guddommelige Styrke og Den himmelske Visdom. Gravmælets arkitektoniske udformning bliver til gengæld varetaget af pavestolens officielle arkitekt, Guiseppe Valadier.
I løbet af 1825 bliver modellerne færdige, hvorefter marmorudførelsen kan iværksættes. Fem år senere er monumentets figurer færdighuggede og burde kunne samles på stedet. Men ak, der opstår nogle vanskeligheder, da nogle mål synes at have været oplyst forkert. Problemerne må løses på stedet. Monumentet må rykkes længere frem i nichen, og pavestatuens placering bliver lavere end oprindeligt beregnet. Endnu en nødløsning bliver, at Thorvaldsen yderligere modellerer to englestatuer for at fylde ud og danne overgang fra de allegoriske figurer til den centrale skulptur af paven. De to engle er begge siddende. Den ene nedfælder gerninger på en tavle, mens den anden peger på et timeglas; den tid vi har på jord.
Den 2. april 1831 kan monumentet endelig afsløres, og det modtages stort set uden kritik. Thorvaldsen er dog ikke selv ganske tilfreds med virkningen, og inden sin hjemrejse til København i 1838 er han endnu skarpere i sin selvkritik: ”Det kom jeg galt fra, det er ikke dårligt, men for lille i denne Kolos; den Gang var jeg for dansk.”
Men nu tilbage til nødløsningen alias de to engle. Motiverne er også blevet til relieffer, og i denne version kan man møde disse i København, såfremt man går en tur på Assistens kirkegård.
Fra Kapelvej kan man gå hen mod kapellet, og på kapellets indgangsfacade ses to indmurede relieffer, som flankerer indgangen. Det er de to engle fra Pius VIIs gravmæle, som er omsat til relieffer. Fortsætter man derefter sin gåtur ad grusstien langs kapellets østside, kommer man kort efter til to åbninger i muren til højre. Den første åbning leder ind til kirkegårdens afdeling A, mens den anden åbning leder ind til afdeling B. Hvis man går gennem denne portåbning og fortsætter til venstre mod nord ad asfaltstien langs muren, kommer man til den næste åbning i muren. Drejer man her til højre mod øst og igen til højre mod syd ad den første grussti finder man efter få meter ad denne sti Eickhoffs familiegravsted. Dette helt unikke gravsted er indrammet af et støbejernsgitter med ikke mindre end 23 medaljoner, støbt i smedejern, og alle med motiver fra Thorvaldsens hånd.
Johan Gottfried August Eickhoff bliver født den 4. marts 1809 i Wittenförden, Mecklenburg-Schwerin. I Lauenburg udlæres han i klejnsmedehåndværket, og året efter, i 1829, tager han til Danmark. I København og Frederiksværk finder han arbejde hos forskellige mekanikere, og i 1836 er han som formand på J. H. Hüttemeyers værksted med til at bygge den første hurtigpresse af dansk fabrikat. I 1847 udfører han som sit mesterstykke en hurtigpresse til Bianco Luno. Eickhoff er på dette tidspunkt værkfører ved Mogensens Enkes Maskinfabrik på Christianshavn og sidder samtidigt som ubemidlet familiefar med fem børn i trange kår uden store udsigter til at kunne etablere sig selvstændigt. Imidlertid bliver han fra flere sider opfordret til at kaste sig over fabrikation af maskiner til bogtryk, og med hjælp fra tøjfabrikant I. Salmonsen samt et rentefrit lån på 250 rigsdaler fra understøttelsesselskabet Borgervennen kommer han i gang med et lille værksted i en kælder i mellembygningen til ejendommen nr. 31 i Nyhavn. Han fremstiller bogtrykkeripresser og andre maskiner til boghåndværksfaget, men kommer især til at sætte sit præg på udviklingen af hurtigpressen, på hvilken han udtager flere patenter. Virksomheden udvides flere gange og flytter i 1865 til Vesterbrogade 97, hvor den udvikler sig til en af landets betydeligste virksomheder i branchen. Fabrikken eksporterer en stor del af sin produktion, navnlig til Skandinavien og senere til store dele af Europa ligesom han vinder international anerkendelse på industriudstillinger i ind- og udland. Efter Eickhoffs død i maj 1875 videreføres fabrikken af to sønner.
Gravstedet på Assistens kirkegård erhverves allerede i 1855, og det omkransende gitter bliver udformet kvadratisk med tre sektioner i hver af siderne. Både ind- og udvendigt er der i hver gittersektion en medaljon i støbejern. Derved indeholder smedejernsgitteret 23 medaljoner med Thorvaldsen-motiver. Udvendigt og tættest ved hjørnerne går det samme motiv igen; nemlig motivet med de Tre svævende engle, som også kendes fra Thorvaldsens døbefont. Dette motiv optræder således hele 8 gange i gitteret.
Udvendigt mod nord og mod syd er det centrale motiv Livet og dødens genius, mens det centrale motiv mod øst er Dødens genius – et relief, som Thorvaldsen skabte til et gravmæle for Wlodzimierz Potocki i 1832. Dette gravmæle befinder sig i katedralen på Wawel i Kraków. Udvendigt mod vest er en medaljon med teksten I. G. A. Eickhoffs familiebegravelse 1855-1955. Denne gittersektion er samtidig lågen ind til gravstedet.
Indvendigt er der også en vis symmetri i medaljonernes motivvalg. Mod nord og mod syd er de to yderste relieffer de to meget populære motiver; Dagen og Natten, mens det centrale motiv igen er Dødens genius fra Potocki-gravmælet. Mod øst og vest (lågen) er det centrale motiv Anima Beata – velsignet sjæl – et relief, som Thorvaldsen skabte i 1818 til gravmælet for baron Stanislaus de Chaudoirs hustru. Denne svævende kvinde betragtes af en lille dødens genius. De sidste medaljoner mod øst og vest og yderst mod hjørnerne i gitteret er de to engle med henholdsvis timeglasset og skrivetavlen – de to engle, som Thorvaldsen som en nødløsning måtte finde på til Pius VIIs monument i Peterskirken, fordi målene havde snydt dem.
God jagt på Thorvaldsen i København!
Og husk at holde afstand til hinanden!
PS: tænker du på, om gitteret trænger til en konservering, så er svaret i høj grad et ja.
Rom set igennem mine briller 