Colosseum, Pantheon, Forum Romanum og Peterskirken skal opleves før eller siden. Men væk fra disse turistmagneter, inde i sidegaderne og på de mindre pladser, der byder Rom på helt andre facetter. Her hersker langt mere ro og stemning, hvor blikket kan fange detaljen. Byen Rom er i kraft af sin alder en collage af historiske lag, hvor paletten af oplevelsesmuligheder er en bred vifte. Rom rummer ud over antikke ruiner, kirker og hippe butikker nemlig også traditionelle caféer, unikke skulpturer, tematiske specialmuseer, mindre fontæner, genbrugte søjler, stemningsmættede vinbarer, pompøse paladser, stille kirker og hengemte gårdrum. Inde bag facaderne findes de særlige stemninger og øjeblikke, hvor man midt i storbyen kan rammes af nydelse, ro og fordybelse. Udenfor kan pausen nydes fra en caféstol, mens de lokale suser afsted på arbejde, bærer varer hjem fra markedet eller slentrer ud i byen med børnene ved hånden. Romerriget, barokken og nutiden i skøn forening.
Med denne blog er det mit mål at formidle – ikke beskrivelser fra A til Z af Rom’s top10highlights – men andre oplevelser med blik for den særlige detalje samt også det unikke, let oversete ved de helt store seværdigheder. Desuden er mange døre i Rom på klem, enkelte dage gives der adgang, hvilket dog ofte kræver lidt planlægning hjemmefra. Sådanne fif er også med.
Vigtigst er det dog at nyde Rom og have god tid til at slappe af og indsnuse byens atomsfære.
Det praktiske: Nye indlæg udsendes med jævne mellemrum; ofte på søndage. Ved at trykke på knappen “+ Follow” nederst til højre i skærmbilledet kan bloggen fremover følges, når e-mail-adresse er indtastet. Så sendes der automatisk en mail med sidste nye indlæg.
Om mig: Et tre måneder langt ophold i Rom samt flere ferier i den evige stad har tilsammen gjort, at jeg har tabt mit hjerte til byen. Jeg nyder Roms mangfoldig og vil gerne dele og fortælle om mit syn på byen, og det skal ikke være en hemmelighed, at sten/bjergarter har min særlige interesse. I håbet om at min passion for Rom, kan give mindeværdige oplevelser også for andre.