Forsoningsgaden; et markant indgreb i bybilledet

Via della Conciliazione, som leder frem til Peterspladsen og Peterskirken, er det fysiske tegn på den forsoning, der fandt sted i 1929, hvor Lateran-aftalen blev indgået mellem republikken Italien og Vatikanstaten.
Ved Italiens samling i 1859-60 blev landet ikke fuldstændig samlet, idet pavestolen fortsat beherskede Rom, som derved ikke kunne blive hovedstad i det nyetablerede kongedømme. Pavestolen blev således beskyttet af franske regeringstropper, og pave Pius IX kunne derved fortsat fastholde sin magt i byen Rom. Men i 1870 havde Napoleon III behov for alle mand i krigen mod Tyskland og trak derfor sine soldater væk fra Rom. Denne enestående chance blev straks udnyttet, de italienske tropper brød den 20. september gennem bymuren ved Porta Pia, og den håbløst undertallige Schweizergarde ydede kun ringe modstand. Paven måtte flygte fra Quirinalpaladset til Vatikanet. Rom blev således den dag befriet fra pavemagten, byen kunne endelig udråbes til hovedstad for det samlede Italien, og Quirinalet blev kongens residens.
Paven var selvsagt svært utilfreds med situationen, valgte at barrikaderede sig i Vatikanet og nægtede at have med den italienske stat at gøre. Overfor verdensoffentligheden erklærede han at være fange i eget land og forlod derfor heller ikke Vatikanet. Efterfølgerne i pavestolen fastholdt dette fjendskab til Italien, men en truende bankerot i miniputstaten og den pragmatiske Mussolini gjorde, at de to parter i 1929 underskrev Lateran-aftalen efter flere års hemmelige forhandlinger. Fasciterne talte ved aftalens underskrivelse således om en forsoning – uno conciliazione.
Konkret blev betydningen af forsoningen mellem den verdslige og den kirkelige magt også monumentalt markeret i bybilledet i 1930’erne. Et større bykvarter i Borgo måtte derved vige pladsen til fordel for anlæggelsen af den brede gade Via della Conciliazione. Traktaten fik derved et arkitektonisk udtryk, som fortsat eksisterer og leder mange turister frem mod Peterskirken. Gaden blev således en symbolsk åbning ind til den katolske kirkes hovedsæde, men var dog først færdiganlagt til jubelåret i 1950.
Lateran-aftalen, som stadig står ved magt, betyder, at Vatikanstatens størrelse er 0,44 km2, og staten omfatter Peterskirken med pladsen foran og haven bagved, de tilstødende bygninger og Vatikanmuseerne. Herudover har forskellige lokaliteter eksterritorial status og er dermed under pavestolens jurisdiktion. Disse enklaver er eksempelvis kirkerne San Giovanni in Laterano, Santa Maria Maggiore og San Paolo fuori le Mura og pavens sommerslot i Castel Gandolfo samt valfartsstedet Loreto i Marche og nogle hospitaler. Mens forsoningsgaden, som symbol på Mussolinis iscenesættelse af sig selv og egne diplomatiske evner, ligger i republikken Italien.


3 thoughts on “Forsoningsgaden; et markant indgreb i bybilledet

  1. Tak for mail.

    Jeg må indrømme, at mit kendskab til Rom ikke har været stort, men dine mail har hjulpet meget på det!

    VH

    Tove

    Fra: Rom set igennem mine briller [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 29. november 2015 18:09 Til: tovekoed@mail.dk Emne: [Nyt indlæg] Forsoningsgaden; et markant indgreb i bybilledet

    Susanne posted: ” Via della Conciliazione, som leder frem til Peterspladsen og Peterskirken, er det fysiske tegn på den forsoning, der fandt sted i 1929, hvor Lateran-aftalen blev indgået mellem republikken Italien og Vatikanstaten. Ved Italiens samling i 1859-60 blev”

    Like

Skriv en kommentar