Hebe og drikkeskålen med de lifligste dråber

I 1793 vinder Thorvaldsen Akademiets store guldmedalje med relieffet ”Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port”. Af en assessor Bärens anmeldes relieffet, og anmeldelsen trykkes i tidsskriftet Iris.

I anmeldelsen skrives: ” Om Thorwaldsen end ikke allerede var bekjendt for en Konstner af et stort Geni, vilde hans denne Gang udsatte Stykke tilstrækkelig beviist det. Dette er i mine Tanker det bedste Basrelief, som for Guldmedaillierne har været modelleret ved nogen Konkurs. Saavel hele Komposizionen, det er Valget af de Gjenstænder, han har forestilt, og deres Fordeling, eller med andre Ord, Invenzionen og Disposizionen, som hver enkelt Deel viser, at han har tænkt under Arbejdet, og at han har tænkt rigtigt …..”

Og Bärens afslutter med en spådom: ”…. Jeg ønsker alene: at det snart maatte lykkes ham, at kunne dyrke sin Konst i Italien, medens han endnu har Ungdommens Liv og Munterhed, og førend mange Aars Næringssorg har qvælet hans naturlige Ild og Fyrighed; og at han forinden maatte kunne beskjeftiges med andet Arbejde end Liigsteene og Marmorplader, som kun ere bedrøvelige Sysler for Konstnere.”

Med den store guldmedalje følger et stipendium til en treårig udenlandsrejse. Dog kan rejsen først finde sted, når den sidst afrejste kunstner er hjemme igen, da Akademiet kun har råd til at have én stipendiat på rejse ad gangen. Derfor må Thorvaldsen vente med sin afrejse. Endelig, den 30. august 1796 tager Thorvaldsen afsked med sine forældre, lærere og venner for at sejle afsted mod de sydlige himmelstrøg.

Akademiet, som finansierer rejsen, vil i tre år betale 400 rigsdaler om året, og i hans rejseinstruks står der, at han skal erhverve sin yderligere fuldkommenhed i sin kunst, og hver sjette måned efter sin afrejse skal han underrette Akademiet om sit opholdssted. Desuden skal han efter to år hjemsende en prøve på sin fremgang i et arbejde i marmor eller en afstøbning i gips over et marmorarbejde. Denne rejseinstruks er underskrevet af de to malere Jens Juel og Nicolai A. Abildgaard samt af arkitekten Peter Meyn.

I juni 1798 sender Thorvaldsen en klassicerende portrætbuste i marmor af forfatteren Tyge Rothe hjem til København sammen med en klassisk, mindre gipsfigur forestillende Bacchus og Ariadne. Efterfølgende sendes yderligere nogle buster og nogle skulpturer hjem, hvorved stipendiaten lever op til det forventede, og Thorvaldsen får derfor sit stipendium forlænget med yderligere tre år.

I oktober 1802 udbetales det sidste stipendiebeløb på 400 rigsdaler, så tiden i Rom lakker mod enden, men samtidig er Thorvaldsen i fuld gang med at modellere sin Jason med det gyldne skind. I januar 1803 er skulpturen færdig og bliver med det samme et gennembrudsværk; et værk inspireret fra antikken, og som straks omtales i diverse kunstinteresserede kredse over det meste af Europa. Da den engelsk rigmand Thomas Hope desuden bestiller skulpturen af Jason i marmor, vender den økonomiske situation sig markant for Thorvaldsen. Han kan blive i Rom. Og kan lære endnu mere af antikken.

Det bliver derfor til flere skulpturer med antik-mytologisk udgangspunkt; emner som Thorvaldsen måtte sætte sig ind i og med god hjælp fra den danske arkæolog Georg Zoega, der havde boet i Rom siden 1793. Ved Thorvaldsens ankomst til Rom havde Zoega karakteriseret ham med det lidet flatterende: ” … uden den ringeste Kundskab om Historie og Mythologie …”.

Hebe i Ny Vestergade i 1806-versionen og Hebe på Thorvaldsens Museum i versionen ann 1816.

Thorvaldsen skaber endnu en mytologisk skulptur af i 1806. Motivet er Hebe, datter af Zeus og Hera. Hun er gudinde for ungdommen og styrke. Hebe bliver gift med den guddommeliggjorte Herakles, og hendes hverv er at skænke udødelighedsdrikken for de andre guder. Det er altså kostbare dråber, hun er sat til at forvalte og fordele. Hun er derfor koncentreret om opgaven. I Thorvaldsens version er hun så rolig, at hendes klædedragt folder sig næsten så regelmæssigt som en antik søjles kanneleringer. Men ifølge myten går det alligevel galt på et tidspunkt. Hun kommer til at spilde og bliver sat fra bestillingen.

Da Zoega ser Thorvaldsens Hebe, skulle han have sagt, at sådan er en ung kvinde i oldtiden ikke påklædt. Thorvaldsen har sammenblandet en amazones korte chiton med én skulderstrop og den sædvanlige kvindepåklædning, en lang peplos med to skulderstropper.

L1011397

Et kig gennem porten i Ny Vestergade 1, hvor Hebe står under Dagen. I porten er de 4 årstider.

Tilbage i 1859 løser Frederik Benedict Ferdinand Munthe borgerskab i København, hvilket giver ham tilladelse til at drive handel i butikken på hjørnet af Ny Vestergade og Frederiksholms Kanal. Munthe er cigarfabrikant. Efter hans død beholder hans enke borgerskabet, men det bliver ikke deres børn, der driver forretning videre, men derimod barnebarnet Fritz Munthe. På det gamle borgerskab fortsætter han butikken som en tobaks- og vinhandel, og forretningen har blandet andet egen import og aftapning af de dengang så populære Malaga vine. Efter Fritz Munthes død i 1967 fører dennes søn Hjarl Frederik Benedict Munthe firmaet videre, indtil han i 1993 sælger Munthes Vinkælder, der dermed bliver til Ubbes Vinhandel. Forretningen lokaler er med vin fra gulv til loft, overalt er lokalerne præget af nostalgi og uden i gården er Hebe forsat dybt koncentreret om drikken i skålen.

God jagt på Thorvaldsen i København!

Og husk at holde afstand til andre!

 

 


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s